Flere og flere forskere mener, at vi bør opgive antagelsen om, at nuværende handlinger ikke kan påvirke tidligere hændelser. (Bemærk, at denne artikel er nørdet).
Mange af os har prøvet at sidde med en uåbnet konvolut med en vigtig afgørelse. Vi har i al fald alle set det på film. Karaktererne udtaler næsten rituelt: “Lad det være et ja!”.
Ændrede naturkræfter fører til en ny observerbar skabelse
Forskningen i retrokausalitet får mig til at tænke på en jødisk filosof, som i forrige årtusinde skrev en bog om bøn. Bogen beskriver forskellen på bøn og magi. Hvis man for eksempel modtager et vigtigt brev med en væsentlig afgørelse, så er det for sent at bede (Gud) om en bestemt afgørelse. Afgørelsen er jo taget, og det ville være magi, hvis afgørelsen (der jo allerede ligger i konvolutten) kunne ændres.
Nu opstår spørgsmålet, om man faktisk kan ændre på nutiden, uden der er tale om magi. Dog er det vigtigt at gøre sig klart, at videnskaben taler om kvantemekanikkens mikroverden og ikke om den menneskelige makroverden. Videnskaben taler naturligvis heller ikke om Gud.
Det er dog uklart, hvornår noget er så stort og observerbart (og dermed ikke længere tilhører kvantemekanikkens mikroverden), at det ikke kan ændres retrokausalt. Ikke desto mindre peger teorien om retrokausalitet på, at selv universets begyndelse (i forbindelse med Big Bang) faktisk kan ændres efter begyndelsen, herunder i nutiden og i fremtiden. Det vil betyde, at selv naturkræfterne kan ændre sig, men i det øjeblik, at de ændrer sig, har de sådan set aldrig ændret sig. Det hele er nyt.
I tid og rum sker alt samtidig, selvom tiden opleves lineært
Vi kender til fire dimensioner: Bredde, højde og længde (eller dybde) samt tiden. Disse tre kendte rumdimensioner og den ene tidsdimension kalder vi for rumtiden. Rum og tid er en konsekvens af blandt andet bevægelse (udvidelse af universet) og gravitation (tyngdekraft, altså krumninger i rumtiden i universet).
Vi ved ikke, om alting sker på samme tid, og vi ved heller ikke, om rumtiden går “forlæns” eller “baglæns”. Vi ved ingenting, men vi lever i en makroverden, hvor tid og rum bevæger sig eller i al fald opleves forlæns. Tiden er relativ, men vi er enige om, at der er forskel på før, nu og senere. I går, i dag og i morgen er skarpt opdelt. Vi har endda opdelt vores tid i enheder, så den kan tælles, beregnes og planlægges i sekunder, minutter, timer, dage, måneder og år. Solen i vores verden, på Jorden, skiller dag fra nat, men overalt i universet udvider tiden sig, selvom tiden er relativ.
Dybest set ved vi ikke, om vi kan ændre på fortiden, så det påvirker fremtiden. Såfremt rumtiden er indrettet således, at visse ting kan ændres i fortiden, og hvis fortiden ændres, så rettes rumtiden jo op, så det, der tidligere var, nu er noget andet. Jeg tror ikke, at man kan kalde det for en kalibrering eller synkronisering.
Den nye fortid vil jo blive en fortid, der altid har været. Den gamle fortid vil ikke længere have eksisteret. Vi vil ikke vide, at noget er ændret, fordi nu vil det nye ikke være nyt længere, men vil altid have været. Det er i al fald den filosofiske tilgang.
Retrokausalitet tager udgangspunkt i mikroverdenen
Forskningen forholder til sig mikroverdenen, altså kvanteverdenen, og ikke til vores makroverden. Men det ændrer jo ikke på, at retrokausalitet i forhold til for eksempel skabelsen, omkring Big Bang-hændelsen, teoretisk vi kunne få større eller mindre betydning for vores liv.
Teoretisk kan det for eksempel betyde, at det, som vi kan måle omkring Big Bang, måske er en måling af noget nyt, som er anderledes end det, der skete, såfremt man kan buge datid om noget, som ikke længere har eksisteret.
Naturkræfterne, da de første stjerner blev skabt, kan med andre ord have været meget anderledes end nu, og de kan være ændret utallige gange, men hver gang, at de ændres, opstår en ny virkelighed, således den gamle virkelighed aldrig har eksisteret.
Det er lidt nørdet, og det skal nok læses langsomt, hvis man vil undgå at misforstå, hvad jeg skriver. Man vil i al fald ikke kunne forstå det, hvis man har en mekanisk opfattelse af tid, altså en opfattelse af tid, som var den alene bestemt af Solen.
Baggrund for teorien om retrokausalitet, lokalitet og realisme
I 2022 blev Nobelprisen i fysik tildelt tre forskere for forskningsarbejde, der viser, at kvanteverdenen kan gøre op med mange af vores intuitions grundlæggende forestillinger om universet.
Denne forskning udfordrer forståelsen af “lokalitet”, altså vores intuition om, at adskilte objekter har brug for en fysisk formidler for at kunne interagere med hinanden over store afstande, men det kræver en mystisk forbindelse mellem disse fjerne, adskilte partikler. Ikke desto mindre findes der visse former for korrelation mellem fjerne objekter. Det udfordrer også forståelsen af “realisme”, altså vores intuitive forestilling om objektive tilstande.
»En voksende gruppe af forskere mener, at vi i stedet bør opgive antagelsen om, at nuværende handlinger ikke kan påvirke tidligere hændelser. Teorien, som hedder retrokausalitet, kan angiveligt redde både lokalitet og realisme,« står der i “Kvantemekanik: Sådan kan fremtiden påvirke fortiden” på Videnskab.dk.
Mystisk forbindelse mellem fjerne partikler i fortid og fremtid
Man kalder det for retrokausalitet, hvis man kan påvirke fortiden, uanset hvordan det sker, og denne tekst handler om interaktion mellem partikler, som er langt fra hinanden i både tid og rum, og det er så ligegyldigt, om det er fortid og fremtid, herunder rækkefølgen af fortid og fremtid.
Retrokausalitet kan i øvrigt forveksles med superdeterminisme, som ikke er det samme. Der er ikke tale om, at man potentielt kan ændre fortiden, fordi det hele er forudbestemt, således denne ændring af fortiden allerede skete i fortiden, fordi det var forudbestemt.
De nye retrokausale modeller foreslår med andre ord, at de mystiske eller i al fald mærkelige sammenhænge mellem partikler i tid og rum ikke handler om superdeterminisme, men peger på, at partiklernes mikroverden ganske enkelt er ligeglad med forskellen mellem fortid og fremtid.
Årsag fører til virkning, og dermed må årsagen optræde før virkningen i en lineær makroverden som vores. Men i mikroverdenen, kvanteverdenen, kan årsag og virkning måske bevæge sig i alle retninger, således virkningen optræder før årsagen i vores makroverden.
Læs også: Det euklidiske rum før tiden blev skabt.
Læs også: Forskellige former for tid (hvad er tid).
Læs også: Findes der kun en enkelt elektron i universet?
Læs også: Masse, dimensioner og baglæns skabelse.
Læs også: Eksisterer Gud, og hvor er han i tid og rum?
Læs også: Det holografiske univers og tiden.
Kilde: Omdrejningspunktet i denne artikel er kvantemekanik og retrokausalitet. Kilden er “Kvantemekanik: Sådan kan fremtiden påvirke fortiden”, som er skrevet af Huw Price Docent emeritus, Trinity College, University of Cambridge og Ken Wharton Professor, fysik og astronomi, San José State University. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation, men er så oversat af Stephanie Lammers-Clark, hvorpå den er udgivet på Videnskab.dk og er kilde til min tekst.
Læs den på: https://videnskab.dk/naturvidenskab/kvantemekanik-saadan-kan-fremtiden-paavirke-fortiden/ (Kvantemekanik: Sådan kan fremtiden påvirke fortiden).
Læs i øvrigt også gerne: https://videnskab.dk/naturvidenskab/kan-store-ting-ogsaa-opfoere-sig-kvantefysisk/ (Kan store ting også opføre sig kvantefysisk?).
Med flere.
Dette er et ChatGPT 4.0-resume (AI-genereret) af “Kvantemekanik: Sådan kan fremtiden påvirke fortiden”, der handler om kvantemekanik og retrokausalitet: Artiklen på Videnskab.dk diskuterer en mindre konventionel teori inden for kvantefysikken kendt som retrokausalitet. Denne teori antyder, at fremtidige handlinger kan have en indflydelse på fortidige begivenheder, hvilket udfordrer vores traditionelle opfattelser af tid og årsagssammenhænge.
Kvantefysikkens udfordringer: Nobelprisen i fysik 2022 belyste eksperimentelle resultater, der udfordrer “lokalitet” (den antagelse, at objekter skal have fysisk kontakt for at påvirke hinanden) og “realisme” (ideen om en objektiv virkelighed bag vores oplevelser).
Retrokausalitet: En gruppe forskere foreslår, for at bevare både lokalitet og realisme, at vi kan overveje retrokausalitet – idéen om, at fremtidige beslutninger kan påvirke tidligere tilstande.
Kausalitet og kvanteretrokausalitet: Artiklens forfattere forklarer forskellen på korrelation og kausalitet med hverdagslige eksempler og introducerer, hvordan kvantemekanikken kan indebære retrokausale effekter, hvor valg lavet i nutiden kan påvirke resultater i fortiden.
John Bells teori og Einsteins relativitetsteori: Diskussionen omhandler John Bells teori, som potentielt truer Albert Einsteins teori om relativitet, og hvordan retrokausalitet kan tilbyde en løsning, der bevarer Einsteins teori ved at foreslå en alternativ forståelse af tid og årsager.
Fremtiden for retrokausalitet: Forskerne argumenterer for, at retrokausalitet ikke alene er en gyldig hypotese, men også nødvendig for at forstå visse kvantefænomener uden at afvise fri vilje eller den videnskabelige metode. De påpeger, at der er behov for yderligere forskning og modeller, der kan håndtere paradokser forbundet med tidsrejser og retrokausalitet.
Konklusion: Artiklen slutter med at bemærke, at retrokausalitet bliver stadig mere accepteret som en mulig løsning på nogle af kvantefysikkens mest indviklede problemer og fortsætter med at være et vigtigt forskningsområde.
AI-design: Robert Kronberg (ChatGPT/DALL-E).

