De fleste har hørt om foreninger og bevægelser, som hedder noget med antifascisme eller antiracisme, såsom Antifa med flere, og man kan undre sig over, hvordan i al verden det navn er blevet valgt. Navnet angiver, at de er imod noget, som de fleste allerede er imod. Derfor er der vanskeligt i første omgang at erklære sig uenig. Virkeligheden er dog anderledes.
Hvis vi nu føjer antinazisme til antifascisme eller antiracisme og spørger, om de fleste ikke genkender noget fra krigen mellem Rusland og Ukraine, så ved de godt, at det ligner klassisk russisk retorik. Det er med andre ord gammel sovjetisk retorik.
Tyskernes invasion skabte begrebet “antifascisme”
Nazitysklands invasion i 1941 kostede mange millioner og atter mange millioner af russere og øvrige sovjetborgere livet på det, som vi kalder for Østfronten, men som russerne kalder for Den Store Fædrelandskrig. Sejren i 1945 udgør derfor en væsentlig def af russernes identitet. “Antifascisme” blev kort sagt synonym med patriotisme. Antifascisme og antinazisme blev med andre ord anvendt til at legitimere kommunistpartiet.
“Vesten”, altså vores del af Europa, var naturligvis også antifascistisk og antinazistisk, og vi havde fælles fjender med Sovjetunionen, herunder russerne, som vi blot kaldte dem i min barndom. Forskellen er, at den borgerlige modstandsbevægelse ønskede et frit Danmark, mens den kommunistiske modstandsbevægelse udover et “frit Danmark” ønskede stærke bånd til Sovjet/Rusland. Kommunistpartiet var kort sagt orienteret mod Moskva.
Fortællingen om Den Store Fædrelandskrig og om tyskerne, som jo er europæere, udviklede sig til koldkrigspropaganda, hvor hele Vesten blev udlagt som fascistisk og kapitalistisk. Antikapitalisme, antinazisme, antifascisme og antiracisme er kort sagt det samme. Se i øvrigt billedet, der er et eksempel på sovjetiske tankegang i 1984, og som går ud på at delegitimere liberale demokratier (i Vesten) og naturligvis NATO. Præcis derfor anvender Rusland fortsat begreber som for eksempel nazisme om Ukraine, og det lykkedes da også for medierne, sikkert med lidt fremmed hjælp, at finde nogle soldater i Ukraine, som passede på det billede.
Russisk patriotisme og delegitimering af Vesten
Oprindeligt var Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) orienteret mod Moskva, og det var de også i min barndom, hvor mange skolelærere var medlem af DKP og underviste os børn i de russiske fortræffeligheder og den amerikanske ondskab, herunder kapitalismens uretfærdigheder. Det blev pakket ind i antinazisme, som vi var enige i, men i virkeligheden handlede det om sovjetisk propaganda. Antikapitalisme, antinazisme og antifascisme handlede om russisk patriotisme og om at delegitimering af Vestens styreform. Derfor spredte initiativer såsom Operation Dagsværk og lignende sig også som ringe i vandet i min skoletid.
Dog mistede Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) langsomt sin position og droppede sit fokus på Moskva. I samme periode droppede andre kommunister deres fokus på Beijing. Men arvegodset, især fra “amerikansk” kommunisme, levede videre, og i Europa blev begreber som antikapitalisme, antinazisme og antifascisme suppleret med antiracisme (måske med afsæt i Malcolm X med flere).
Antifaschistische Aktion (Antifascistisk Aktion eller Antifa) var en kommunistisk militant organisation i Weimarrepublikken, grundlagt og kontrolleret af Tysklands Kommunistiske Parti (KPD). I efterkrigstiden har den historiske organisation inspireret nye grupper og netværk, herunder den tyske antifa-bevægelse, hvor mange har overtaget Antifaschistische Aktions æstetik, især navnet og logoet. Under den kolde krig havde Antifaschistische Aktion en dobbelt arv i henholdsvis Østtyskland og Vesttyskland. I Østtyskland blev den betragtet som en del af historien og arven fra KPD’s efterfølger, Tysklands Socialistiske Enhedsparti. I Vesttyskland blev dens æstetik og navn taget i brug af maoister og senere af autonome bevægelser fra 1970’erne. (Kilde: Wikipedia, oversat af ChatGPT).
Modstand mod Vesten udtrykkes som antifascisme
Antifascisme og de øvrige anti-ismer handler med andre ord om en modstand mod Vesten og USA; og det handler forsat om at delegitimere liberale demokratier og forskellige former for vestlige alliancer. Antifa og deres allierede forsøger naturligvis løbende at sætte ansigter på antifascismen. Problemet for Antifa og deres allierede er dog, at russerne ikke længere bryder sig om dem. Men alle, der er i opposition til Vesten, er naturligvis glade for, at anti-ismerne, herunder lightudgaven woke, forsat kan destabilisere Vesten.
Moskva har travlt med at forstærke sine bånd til sydøstasiatiske fænomener såsom Burma, Vietnam og Laos. Jeg er usikker på, hvor Cambodja står her, men selvom Cambodja og Thailand er ærkefjender, så bevæger Cambodja sig nok i retning af Kina. Thailand lægger sig i al fald ikke op ad russerne, og thaierne har også ældgamle bånd med Kina. Nordkorea i Østasien hælder naturligvis også mod det gamle Sovjet, men Indien på den anden side i Sydasien i større og større grad involveres i Det Globale Syd, hvor også Moskva forsøger at placere sig som frontløber.
Paradokset er, at Moskva og Beijings alliance bliver stærkere og stærkere, og lidt firkantet sagt, fordi de ikke har så mange andre steder at gå hen. Derfor er spørgsmålet, hvorvidt den gamle Sovjet-Kina-polarisering kan opretholde sin betydning, selvom lande såsom Thailand typisk ikke ser noget lys i Moskva og foretrækker Beijing. Moskva og Beijing kan jo, i et eller andet omfang, ende med at blive hip som hap (på den korte bane, for Kina vinder stærkt på den lange bane).
Måske ender det med, at det kun er Filippinerne og Taiwan, som gerne holder sig uden for Moskva-Beijing-alliancen, men de er jo stærkt afhængige af amerikanerne. Alliancen mellem Moskva og Beijing kan næsten kun ende med, at Kina tager Taiwan tilbage og snupper lidt hist og pist af filippinernes havområder. Det er en lav pris at betale for Moskva, eller måske en god pris.

Læs også: Fodbold mellem wokeister og trumpister skaber forvirring.
Læs også: Dominoteori, Vietnam, Ukraine og det liberale hegemoni.
Læs også: Woke-washing hos islamister, marxister og erhvervsledere.
Øverst: Sovjetisk plakat, der viser en stor blå hånd, som “beskytter” Jorden mod at blive skubbet ud i en “nuklear afgrund” af NATO, USA og SA (Sydafrika). Nederst: Antifa-plakat af D. Breitenborn fra den sovjetiske besættelseszone i Tyskland i 1945. (Foto: Skærmbilleder fra Facebook).

