De færreste spekulerer over, at Thailand har overlevet som et suverænt kongerige ved at opgive næsten halvdelen af riget. Dog var størstedelen af de afståede områder mandala-stater (en form for tributstater eller vasalstater). Samlet set afstod Thailand i 1800-tallet og indtil begyndelsen af 1900-tallet omkring 480.000 kvadratkilometer (den dansktalende del af Kongeriget Danmark er 43.094 kvadratkilometer) og blev en stødpudestat.
Såkaldt kanonbådsdiplomati medførte i første omgang, at Thailand (som dog hed Siam) måtte opgive store områder i det nuværende Laos og Cambodja til Frankrig, og derudover måtte Thailand opgive store områder i det nuværende Burma og Malaysia til Storbritannien. Dermed undgik Thailand at blive koloniseret, og Thailand blev en bufferstat mellem stormagterne Frankrig og Storbritannien
Thailands fortsatte uafhængighed blev formelt sikret ved den første anglo-franske deklaration af 1896. Her garanterede de to stormagter, at Chao Phraya-bækkenet (Menam-dalen), hvor Bangkok ligger, forblev neutralt. Det lykkedes herefter for Kong Chulalongkorn (Rama V) at redde kernen af Thailand og modernisere landet indefra gennem bambusdiplomati.
Der er tale om et klassisk eksempel på realpolitik fra både Thailands og stormagternes side. Thailand kunne beholde “ris-skålen”, hvor overskudsproduktionen af ris og dermed “skattegrundlaget” fandtes. Det var også i det område, at størstedelen af den etniske thai-befolkning boede. Dermed sikrede stormagterne, at Thailand kunne fortsætte med at være bufferstat uden at kollapse.
Formålet var kort sagt at opretholde Thailand som en stødpudestat mellem de to rivaliserende stormagter, altså Frankrig og Storbritannien. Frygten var nemlig at selv mindre sammenstød eller uroligheder mellem stormagterne i Sydøstasien ville kunne sprede sig til Europa.
Læs også: Ukraine-debatten er styret af cancel culture.
Læs i øvrigt også: Shan, Lanna og Lan Chang (tai i Burma, Siam og Lao).
Øverst: Kort nederste række fra venstre (kort nr. 4): Ayutthaya-rigets imperiale storhedstid: Dette kort illustrerer den historiske præcedens for thailandsk magt, typisk under Kong Naresuan den Store (slutningen af det 16. århundrede). Kortet viser en ekspansiv militærstat. Det fungerer som et historisk bevis på, at Siam ikke blot var en lokalstat, men et regionalt imperium, der kunne projicere magt langt ud over Chao Phraya-bækkenet. Nederste række fra venstre (kort nr. 5): Rattanakosin-riget før 1893; Dette kort repræsenterer “nulpunktet” for fortællingen om de territoriale tab – rigets udstrækning under det tidlige Chakri-dynasti (Rama I-III) før de store konfrontationer med kolonimagterne. Kortet viser Siams suverænitet over vasalstaterne, som senere blev afstået: Hele Lan Xang (nutidens Laos på begge sider af Mekong), Cambodja samt de nordlige malaysiske sultanater (Kedah, Perlis, Kelantan, Terengganu). (Grafik: Wikipedia).

