Debatten om danskhed bærer præg af, at vi taler ud fra vidt forskellige historiske og ideologiske præmisser. Tre strømninger udfordrer i særlig grad det klassiske nationalstatsbegreb: Marxismen, kulturradikalismen og islamismen.
Den vertikale stat og det historiske skæbnefællesskab
Forståelsen af staten, og dermed borgerens tilhørsforhold, kan opdeles i en vertikal og en horisontal model. Den borgerlige stat kender vi fra den konservative tilgang: Gud, konge og fædreland. Der er en vertikal nationalstat, altså en nation med et folk, og dette folk består af familier (det gælder også enlige). Men det har aldrig været sådan, at nye familier ikke kunne træde ind i rækken, hvis de ville dette folk, altså hvis man ville “adopteres” i ånd ind i dette folks historiske skæbnefællesskab som medvandrer.
Den klassiske borgerlige tilgang er kort sagt, at der er et folk, og der kan godt være religiøse og visse kulturelle forskelligheder i dette folk, så længe fundamentet bæres eller består af nationen og historien, herunder den iboende kultur og åndelighed. Der er på længere sigt tale om etnogenese, hvor folket fortsat vokser og udvikler sig indefra, men hvor folket alligevel kan genkende og spejle sig i fortiden.
Den horisontale stat med overnationale institutioner
De tre andre grupper, som repræsenterer den horisontale model, har ikke kongen (det nationale fællesskab) øverst. Vi ser derimod hos henholdsvis 1) marxismen: “komintern” (ideologisk eller historisk), 2) kulturradikalismen: “FN/EU/m.fl.” og 3) islamismen: “kalifat”.
Der er tale om internationalisme, hvor stater, hvis de opretholdes, blot er praktiske enheder, næsten som man har kommuner og amter/regioner. Der er altså ikke et folk som sådan, men en international klasse eller gruppe, hvor forskelligheder ophæves, opløses eller udjævnes på forskellig vis.
Kulturradikalismen (der stadig kommer til udtryk især i Radikale Venstre og måske også i Moderaterne), der er den mest etablerede, anerkendte og politisk korrekte “-isme”, opstod som et opgør med nationalromantikken. Hvor den konservative tænkning ofte ser nationen som en historisk og kulturel ramme om folkets liv, betragter kulturradikalismen nationen med fundamental skepsis. Idealet er ikke det nationale tilhørsforhold, men en kosmopolitisk verdensborgerlighed (eller globalisme) drevet af rationalisme (deraf begrebet intellektuel).
De kulturradikale kræver ikke grænserne nedlagt i en revolution, men alligevel har bevægelsen arbejdet for at svække de institutioner, der traditionelt bærer nationens identitet. De søger altså ikke et utopisk grænseløst samfund som marxisterne eller et globalt kalifat som islamisterne, men orienterer sig mod overnationale institutioner.
FN, EU og internationale menneskerettighedskonventioner anvendes dermed til at binde og relativisere den nationale suverænitet. Målet er en global retsorden, hvor nationalstaten reelt reduceres til et administrativt distrikt, der primært skal sikre individets rettigheder frem for at værne om den nationale arv.
Fælles fjende og fælles delmål væk fra nationalstaten
Fælles for disse tre grupper er, at de typisk har udråbt USA og Israel som symbol på kapitalisme og deres fælles fjende. Dertil kommer, at alle tre grupper ønsker at flytte magten væk fra nationalstaten og hen til et mellemstatsligt eller overstatsligt samarbejde, parlament eller regering. Derfor opstår der elementer af islamo-gauchisme, når disse tre grupper arbejder sammen.
De tre grupper er ikke enige om visionen og målet, men de er enige et stykke hen ad vejen, og derfor har de traditionelt haft tendenser til en form for pragmatisk, synergetisk og komplementært samarbejde om at nedbryde nationalstaterne.
Aktuelt ser vi for eksempel, hvordan repræsentanter fra de tre grupper forsøger at gøre danskhed til et juridisk begreb. Men ligesom et ægteskab ikke kun består af jura, men også af ånd, så består danskhed også af både jura og ånd.
Heldigvis er de fleste enige om, at en form for komintern eller kalifat ikke er et ønskværdigt sted at havne, men ikke desto mindre ender kulturradikale altid med at blive “nyttige idioter”. Måske fordi deres budskaber traditionelt er politisk korrekte og i øvrigt helt i tråd med woke. Dermed bliver budskaberne mere spiselige blandt de elitære, som derpå kan sprede budskaberne i medierne.
Dermed opstår der kulturradikale tendenser i alle statsbærende partier, altså i de traditionelle magtpartier eller administrationspartier, og det forstærkes især i samarbejdet med forvaltningerne både nationalt og internationalt. Dermed ikke sagt, at mellemnationale samarbejder i Vesten ikke er værdifulde for folket, især i små og mellemstore nationalstater.
Appendiks: Danskhed er et historisk skæbnefællesskab, som man kan træde ind i eller træde ud af. Det har jeg tidligere skrevet om i et indlæg, som jeg kalder “Hvad er danskhed? Danskhed er et mønster!”, og det slutter med følgende: »Danskhed er dermed et fællesskab af mennesker, der vandrer gennem historien som i en organisme, og som består både af det oprindelige folk og af dem blandt de tidligere fremmede, som har valgt at træde ind i fællesskabet som medvandrere. Danskhed er kort sagt et relationelt fællesskab, hvor folket vandrer gennem historien og gensidigt genkender hinanden som danske.«
Læs også: Hvad er danskhed? Danskhed er et mønster!
Læs også: Danmark har ikke patent på nationalromantik.
Læs også gerne denne betragtning (om end man skal være opmærksom på en vis romantisering af 1970’ernes venstrefløj):
Danske praksisser – Overvejelser efter danskhedsdebatten af Thomas Aastrup Rømer
https://aarsskriftet-critique.dk/2026/05/danske-praksisser/
Øverst: Nedbrydning af nationalstaten. (Illustration: Robert Kronberg / Nano Banana by Gemini / Google).

