Rejse hen i Thailand med børn (4)

Dette er min fjerde artikel i serien om rejser til Thailand fordelt efter aldersgrupper, og denne gang er fokus børnefamilier, altså familierejser med børn i “legealderen”, altså ikke babyer, der jo kan være allevegne, og heller ikke “børn” fra 15-16 år og op.

Koh Lanta

Når jeg tænker børn, så tænker jeg øen, Koh Lanta, tæt på Koh Phuket i Andaman-havet, og det er der mange grunde til.

For det første må der være en grund til, at der ligefrem er etableret en dansk og svensk skole på øen, og for det andet er der fx mulighed for at få en bungalow tæt eller ud til stranden. Mange hoteller på øen er kendetegnede ved, at de ligger ud til vandet.

Der er selvfølgelig også andre steder, hvor hotellerne ligger ud til vandet, men Koh Lanta er samtidig stille og roligt. Øen egner sig også til snorkling, og strandene ud til Andaman-havet er blandt de bedste i Thailand. Desuden er øen ikke alt for stille, som nogle af små-øerne i Andaman er.

Udsigten fra en restaurant på Koh Lanta

Der er også lidt ting at se på Lanta, herunder en pragtfuld restaurant på en klippeskrænt med en fantastisk udsigt.

Sengepladser
Eftersom vi taler børn, så skal der også tales senge, og her tror mange mennesker, når de bestiller et værelse med fire senge, så står der fire senge, men det gør der sjældent. Der står derimod en dobbeltseng (eller twin) og to ekstrasenge, der ofte er sammenklappelige. Det bliver nogle mennesker helt hysteriske over, men sådan er det, bortset fra nogle særlige familieværelser, der findes ganske få steder i Thailand og endnu færre steder på øerne.

Værelser er også små i Thailand, så to ekstresenge kan fylde ganske godt ud i landskabet, hvis der samtidig skal være fire kufferter (og kufferter bliver større og større).

Det bedste på en ø er en familiebungalow, hvis dette findes, og det næstbedste er, hvis det er “connecting rooms” (altså med en dør imellem to værelser), men det forekommer stort set aldrig i bungalows og sjældent på mindre øer.

Man skal altså gøre sig nogle tanker og tale med børnene, før man bestemmer sig for, hvad man ønsker. To børn på syv år kan fx ikke sove alene i en anden bungalow. Altså kan løsningen være to senge og to ekstrasenge i en lille bungalow (man kan upgradere sig til et bedre værelse, men vær sikker på, at det bedre og dyrere værelse nu også er fysisk større, for det er de ikke altid).

Andre steder i Thailand
Hvis man ikke vil til Koh Lanta, så er Koh Chang eller Koh Samui i Thailand Bugten alternativer, eftersom der også findes hoteller helt ud til stranden, samtidig med der ikke er alt for øde.

På Koh Chang kan man bo på White Sand Beach, men bemærk at der er langt, især hvis man kører fra Bangkok. Personligt synes jeg måske, at Koh Chang er lidt tung at danse med. Dels ligger det langt væk, også selvom man flyver til Trat, og dels er der hoteller på hvert eneste ledige sandkorn på øen. Dertil kommer, at det er lidt bøvlet at komme rundt på øen pga. bjergene.

På Koh Samui er Chaweng Beach den mest berømte strand, og med mindre børn kan man med fordel vælge at bo i den nordlige del, hvor havet er skærmet af med en slags “tange”, så der kommer ikke bølger overhovedet. Ulempen er dog, at der er vitterligt lavvande, når der er lavvande, og korallerne gør så, at man næsten ikke kan bade.

Elefantridning i bjergen i Soppong

Børn i alle aldre vil også synes om en tur til Chiang Mai og opleve trekking, elefantridning, riverrafting (tømmerflåde), bjerglandsbyer osv. Man kan med fordel tage nogle dage uden for byen i Soppong, Mae Hong Son eller et sted i Chiang Rai, men ikke den Gyldne Trekant.

Find de øvrige artikler i denne serie via Rejse hvorhen.

Du kan også læse artiklen på vor søstersiden om Rejser til Thailand med børn.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (1 vote cast)
Rejse hen i Thailand med børn (4), 10.0 out of 10 based on 1 rating

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *