Hvordan er vejret i Thailand? Klima

Mange mennesker glemmer ofte, at de fleste andre lande er anderledes end ens eget land. Thailand er ikke kæmpestort, men her glemmer danskere tit, at Danmark er ganske lille (når Grønland ikke medregnes).

Der er faktisk mere end 1.500 km (kørsel) fra den nordligste provins til den sydligste i Thailand – det er stort set det samme som fra København til Torino i Italien, og de fleste kan sikkert godt regne ud, at vejret i Torino formentlig er anderledes end i København. Vejret i Thailand er derved et luftigt begreb.

Udsigt på Phuket i regntiden

Nuvel man kan naturligvis starte med at kigge på www.tmd.go.th/en/province.php?id=37 der er Thailands metrologiske institut. Her kan man så starte med at klikke på det område, som man er interesseret i.

Regnvejr
Det næste problem, eller den næste misforståelse er ofte, at metrologer nævner den værste forudsigelse eller konstatering, og det virker meget godt i Danmark, for regner det i Danmark, så regner det. Sådan er det bare ikke i Thailand, og dertil kommer, at provinserne er ganske store. Det thailandske klima fungerer derved anderledes.

Hvis man nu skal til Phuket i næste uge, og insitutet skriver regn i hvert ikon for hver af de næste syv dage, så går folk ofte i panik, men det er der sjældent grund til, fordi, udover provinserne er store, regnen ofte er kortvarig, om end voldsom.

Da jeg var knap to uger på Phuket i maj 1980, da regnede det hver dag, men vi så aldrig regnen, eftersom det kun regnede tidligt om morgenen. Jeg har ofte været andre steder i Thailand i regntiden, hvor regnen heller ikke gav de store problemer, og normalt kan man fornemme, at det snart begynder at regne, så man har masser af tid til at finde en godt sted at være i den forhåbentlige korte stund regnen varer. Dog kan det ske, men sjældent, at folk får hele deres ferie ødelagt.

Her blev jeg dog fanget af regnen i en long tail-båd i Krabi

Inden det begynder at regne, plejer det at blæse op, og kan man ikke selv gennemskue det, så kig på de lokale, om de begynder at dække til med plastik eller rykke ind. Når det regner, så kan det regne meget, meget voldsomt, men det er jo ikke koldt, dog yderst voldsomt, så en paraply hjælper ikke altid ret meget, da vandet kommer i alle retninger.

Regntiden falder i øvrigt en smule forskellig i landet og på forskellig måde, men september er nok den værste måned .

Kulde
Et overset problem er ofte kulden især i de nordlige områder og i særdeleshed i bjergene i nord. Aktuelt er den under 15 grader om natten ved grænsen til Laos, men det kan blive meget værre. Dette gælder for den “kolde tid”, som svarer til vore vintermåneder. 10-15 grader er koldt, hvis man ikke har ordentligt tøj med, og det er især koldt, fordi der ikke er varmeapparater.

Turister tror ofte, at der er varmt i Thailand, og det er der også, men ikke altid og allesteder. Personligt har jeg selv lige fået en forkølelse, efter jeg har været i Vientiane i Laos, hvor der var hundekoldt – og jeg havde glemt at tage en trøje med.

Så rejser man i det nordlige Thailand i vintermånederne, så tag en trøje og fx nogle undertrøjer med.

Varme (solen)
Folk ved godt, at der er varmt i Thailand, men der kan blive rigtigt varm, når det er varmt, især uden for byerne og i særdeleshed i det sydlige Thailand.

En dansk solblokker/solcreme kan hjælpe som en skrædder i Helvede, og især på børn, så find en med høj faktor i Thailand i stedet for. Solbadning ved havet og midt på dagen er alligevel ikke altid det smarteste, udtagen hvis man hælder en hel tube ud over sig selv efter hver tur i havet. Og selv under en parasol beskyttes man ikke imod solspejlinger fra havet. Bare en mindre sejltur på havet kan gøre en rød i hovedet.

En lille strand på Phuket med skygge under parasollerne

Desuden kan varmen være barsk for hovedbunden, hvis man ikke er vant til den og ikke har hat på. Man skal også drikke rigeligt, men man behøver altså ikke at slæbe rund med vand i en rygsæk, som mange gør. Det er nok med naturlige pauser, og bliver man alligevel tørstig midt i det hele, så kan man købe noget at drikke alle steder.

Mindre børn bør i al fald have en kasket på, hvis man går under solen, ligesom man skal være opmærksom på, om de får vand nok.

Og lige et tips, før man begynder at drikke øl eller anden alkohol, så sluk lige tørsten med vand først, for ellers ender man med at skylle de første to flasker øl ned, som det var saftevand.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *